Verdens Ældste Zoo

Selv flamingoerne syntes at have en lille luft af hovmod, der krøller sig fra deres delikate næb

Temperaturerne lå omkring minus 20 grader Celsius, og min weekend i Wien havde hidtil været brugt på at undgå at fryse mine tæer af i mine to par sokker og temmelig tynde støvler. Det er overflødigt at sige, at jeg ikke havde forventet så lave temperaturer, som vores hotelreceptionist glædeligt påpegede, var de laveste i Wien i 16 år.

Dette så dog ikke ud til at bekymre lokalbefolkningen, der fortsatte med deres gøremål på samme resignerede måde som dem, der lever i Dubais 45 graders varme. Ganske forståeligt var der gang i kaffebutikkerne.

Da jeg steg af toget og gik op mod Schönbrunn Palace, lå det nok ikke langt fra mine tanker at få en varm drik. Ikke desto mindre, da jeg gik op ad indkørslen og rundt gennem haven, fik sneen, der var faldet frisk, det til at smelte enhver modvilje til 'at tage sig sammen' og bare komme videre. Paladset og dets sneklædte ydre så magisk ud.

Schönbrunn-haven er hjemsted for nogle gode grunde til at besøge dette skabelse fra Habsburg-dynastiet, selv uden at træde ind i den 17.^århundredes bygning selv. Labyrinten (desværre lukket under mit besøg) er et hit for familier, mens udsigterne fra Gloriette-bygningen gør det værd at anstrenge sig for at nå derop (selv i snevejr).

Schönbrunn Zoo var dog årsagen til min kamp med frostskader den dag.

Grundlagt i 1752 som en kejserlig menageri af Kejser Franz Stephan af Lorraine er Schönbrunn Zoo verdens ældste zoo. Zoo begyndte som en måde at huse kejserens private samling af eksotiske dyr og indeholder nu over 500 dyrearter. Den oprindelige barokke udformning er blevet bevaret, og selvom zooen er blevet udvidet gennem årene, har den bevaret grundtanken om plads og harmoni.

Denne følelse af åbenhed og frihed er uden tvivl en af grundene til, at zooen har toppet mange 'Bedste Zoo'-lister. Det, sammen med deres bestræbelser på bevarelse og uddannelse gennem de mange ordninger og forskningsprojekter, der støttes af entreprisen. Zooen er blevet et vigtigt bevarelsescenter og er hjemsted for mange truede arter. En af dem håbede jeg at se, da jeg bevægede mig gennem den barokke stilindgang.

Som du kan se, havde næsehornene andre ideer og valgte klogt at blive ude af sneen, uden tvivl et begreb lige så fremmed for dem som en blindtarm er for mig. Hjortene viste dog deres perissodactyla-naboer, hvem der var chef, og græssede åbent, mens ænderne vadede på den lille plet med ufrosset sø, der var opstået fra deres entusiastiske pjaskeri.

Snegler mig langs stierne, der var udstukket gennem zooen, var fraværet af bure og fængsler både bemærkelsesværdigt og forfriskende. Indhegningerne er adskilt med reb, glas eller en lille grøft, hvilket giver en intim fornemmelse for besøgende og plads og privatliv for dyrene. Skabningerne så afslappede ud, hvilket utvivlsomt var en medvirkende faktor til fødselen af en babyelefant til zooen i 1907; den første elefant, der blev født i fangenskab.

Bortset fra elefanterne havde jeg fået at vide, at yderligere stjerner i showet var de gigantiske pandaer og isbjørne. Ingen af dem var jeg dog stødt på endnu. De røde pandaer hang lykkeligt ud (bogstaveligt talt) i deres snefri omgivelser, mens brune bjørne syntes at være i deres rette element i det skovklædte habitat, der nu var dækket af et tæppe af sne.

Pingvinerne syntes heller ikke at lade sig forstyrre af de under-nul-temperaturer, uden tvivl behageligt varme i deres europæiske hjem. Orangutangerne syntes dog at være på min side. Efter en kort gåtur ud til glasset for at overvåge scenen foran dem, tog de et enkelt kig, før de slæbte sig tilbage til varmen, et udtryk indgraveret i deres ansigter, der antydede, at de ikke havde tænkt sig at bytte plads. Selv flamingoerne syntes at have en lille luft af hovmod, der krøllede sig fra deres delikate næb.

For at se alt skal du afsætte en hel dag. Schönbrunn Zoo skal bestemt ikke ses i en fart, men nydes i ro og mag, iført behagelige sko. For at hjælpe er der spredt flere steder at stoppe og tanke op langs de populære ruter, normalt ved siden af en dyreindhegning, der sikrer mad med udsigt. Madstederne, ligesom indhegningerne, er sympatiske med omgivelserne; tænk hyggelige restauranter i stedet for burgerboder og fast food-kiosker.

Da jeg gik hen imod udgangen, og temperaturerne begyndte at falde, så chancerne for at få øje på den gigantiske panda og den undvigende isbjørn ret slanke ud. Jeg kunne kun antage, at de klogt nok var krøbet ind et sted ude af syne. Enten det eller de havde fundet en kaffebutik.